Naturens byggematerialer


Siden foråret 2021 har Gitte Juul undersøgt forskellige typer bageovne, talt med beboere om bagetraditioner i forskellige kulturer og skitseret på en pavillon, der er groet ud af beboernes drømme og idéer og er lokalt forankret - både i Taastrups jord og historie.

Selve pavillonens opbygning trækker tråde tilbage til den lokale teglproduktion. Den store ringovn på Hakkemose Teglværk i Taastrup har inspireret til pavillonens delvise runde form, brugen af ler som byggemateriale og brænding som produktionsform.

”Vi vil bygge de bløde strukturer før de hårde - og vi vil etablere et værksted til kollektiv, eksperimentel læring,” siger Gitte Juul og fortsætter: “I Tingstedet afprøver vi samarbejdsformer, bæredygtige byggemetoder og materialer, der er en del af naturens cyklus. Derfor bliver pavillonen bygget af træ, ler og mycelium. Dyrkning af mycelium og bagning af brød er to håndværksprocesser, der minder om hinanden. En organisme dyrkes, vokser og bages, for derefter at blive til henholdsvis elementer, der kan bygges med,  eller brød, der kan spises.”

SKITSE GJ
Skitse inspireret af Hakkemose Teglværk. Illustration: Gitte Juul
IMG 0453
Arrangement ved Almene Boligdage 2023

Åbne processer og værksteder

Det boligsociale team har - med input fra forskere fra Det Kongelige Akademi - eksperimenteret med at producere mycelium-paneler i MycoLab. Unge i lommepengejobs har været med til at producere mycelium-panelerne, som integreres i pavillonens arkitektur, og som senere kan komposteres direkte i haveforeningen.

Parallelt har Gitte Juul indrettet et ‘værksted’ i Det Grønne Hjørne. På væggene hænger skitser fra processen, og på bordet står modeller af Tingstedet. Tegninger, billeder, opskrifter, manualer bliver samlet i en bog, Tingbogen, som formidler de mange tanker og forskellige perspektiver i projektet.

Ovnmøde2
Afholdelse af Tingrådsmøde omkring valg af ovne

“Det Grønne Hjørne er et åndehul i Taastrupgaard, hvor vi dyrker grøntsager, slynger honning og holder fællesspisninger. Vi vil gerne invitere flere beboere ind i fællesskabet og også holde flere arrangementer, hvor naboer og andre interesserede kan komme på besøg og se alle de gode ting, Taastrupgaard har at byde på. Derfor glæder vi os til, at vi kan holde arrangementer i Tingstedet”.

— Yusuf Aydin, næstformand i Taastrupgaards afdelingsbestyrelse og engageret i haveforeningen Det Grønne Hjørne.

8 AAD4 AEE C867 4674 BF6 D 4193 F8 A931 DC
Tegning
Myceliumvæg
1
IMG 2781
Ovn
5
30
IMG 0082
IMG 0458
IMG 0460
IMG 0462
Fuld skærm
Luk fuld skærm

“Dyrkning af mycelium og bagning af brød er to håndværksprocesser, der minder om hinanden. En organisme dyrkes, vokser og bages, for derefter at blive til henholdsvis elementer, der kan bygges med, eller brød, der kan spises.”

— Gitte Juul, kunstner og arkitekt

Aktiviteter

Maj 2021
Fællesspisning og samtaler om bagekulturer og mycelium netværk.
Myntemark bliver etableret

Juni 2021
Byggefelt bliver tegnet op

November 2021
Bagedag, hvor vi afprøver forskellige former for bageovne

Juni-juli 2022
Samtaler med beboere om bagetraditioner
Byggepladsskilt bliver tegnet
Mycelium bliver dyrket

August 2022 - efterår 2023

Mycelium bliver dyrket
Pavillon bliver opført

Januar 2024 -

Workshopforløb med Tingrådet
Dyrkning af mycelium

Gitte Juul

Gitte Juul er kunstner og arkitekt. Hun arbejder i feltet mellem arkitektur, byudvikling og kunstneriske processer og udforsker, hvordan man kan videreføre eksisterende kvaliteter i byudviklingsprocesser. Det gør hun gennem en veludviklet praksis af skræddersyede processer, der foregår direkte på stedet og i tæt samarbejde med lokalområdet. Denne ‘in situ’ arbejdsform bidrager til at fremkalde lokal viden om de steder og situationer, der undersøges og aktiveres.

Gitte Juul var en af drivkræfterne bag kunst- og arkitekturprojektet SOUP – sol over Urbanplanen (2008), har været kunstnerisk leder af Kontoret for Kunst i Byen, Ballerup Kommune (2011 - 2015); og er involveret i Skulpturlandsby Selde (2014-). Siden 2016 har Gitte Juul været ansvarlig for Blok 1: Bosætning – det første undervisningsforløb, 1. års studerende møder ved deres start på Kunstakademiets Arkitektskole. Her arbejder Gitte Juul på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn.

Gitte Juul portræt
Gitte Juul er kunstner og arkitekt og står bag kunstprojektet i Det Grønne Hjørne. Foto: Gitte Juul
Om projektet

Kunstprojektet er initieret af AKB Taastrupgaard, kurateret af Empathic Environments v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl og bliver skabt i samarbejde med haveforeningen Det Grønne Hjørne. Pavillonen bliver bygget af Thomas Nexø i samarbejde med Tue Bondo. Mycelium-paneler bliver produceret i MycoLab i samarbejde med forskningscenteret FUNGAR, Det Kongelige Akademis Arkitektskole.

Projektet er en del af Kysset – mobilisering og forankring af kulturelt medborgerskab, som inddrager beboere i den fysiske omdannelse af Taastrupgaard gennem kunst, arkitektur og teater. Kysset afvikles i 2021-2023 i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune, Taastrup Teater og Musikhus, Høje-Taastrup Billedskole, Nationalmuseet, Arkitektskolen i Aarhus, University of California, Berkeley, Empathic Environments v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens pulje Kunst og kultur i udsatte boligområder.

2